7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Vandfaldene
5232
post-template-default,single,single-post,postid-5232,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Vandfaldene

photo-1430597707232-ce4d5b386a2a

VANDFALDENE
(om en familie)

September

Udenfor faldt. Og det bliver efterår, man står på sin side af vinduet. Glasklart. Man står og kigger ud tænker hun og står og kigger sløret ud, sløret gennem et vandfald af regn, som bag den mængde brusende, sådan det er at gå ind i en butik, vide der er tørt på den anden side. Men turde. Det er ikke et gardin, et gardin er fx hvidt og bølgende som et snelandskab eller det er persienner med flere års støv på sig ingen kan nogensinde huske hvornår de er blevet gjort rent. Brød ligger på brødristeren og bliver koldt, nu hårdere men smør smelter ikke på det, så skal hun rive sig væk fra vinduet. Hun har afrimet fryseren. Der var et isbjerg der var det skib det at stå med armene spredt ud som være klar til at flyve med ingen bag sig og det var vinter nok for i år tænker hun. Og spiser det kolde brød med marmelade og nogen går forbi nede på gaden hun ser dem fra sit fugleperspektiv ser det øverste af deres hoveder næserne som noget påsat noget hun ikke kender det rette ord for en aften der omfavner sig selv, træthed der lægger sig for hendes fødder, hendes lydige hund, dens våde snude borer sig ind i hendes hånd og der er endnu ikke brune blade i bunker i hjørner endnu ikke spejlglatte fortove.

Oktober

Las cascadas siger guiden der har ført os hertil selvtilfreds men mor hører det ikke hun har allerede kastet sig i min søsters favn.

November

Udenfor faldt falder fæstner sit blik sin frost sine dråber af afhængende af spørgsmålet om vand falder faldt fra din hånd dit hår fra dig som trækker forhænget til side den side og en anden vender ud mod gaden jeg ikke har gået på siden sidste år hvor er du gået hen siden sidste gang jeg så dig hvor du havde månen fuld i dit øje fuld af alt for meget en fredag en lørdag en weekend uden ende vækker jeg dig vågen op af min tåge træder jeg ud på dine fliser med vand i håret i hånden vand hængende som et blåt gardin brusende som gennem mig lyden af mine skridt i sandet strålerne lyser mig gennemsigtigt op og du har intet at komme tilbage til hvis du med noget at komme tilbage til mener at finde mig som du forlod mig som jeg faldt da udenfor

December

Far løber i bare tæer henover isen hver dag kommer han et stykke længere ud

Januar

Falder mørket på. Det er ikke fordi det er den film han har set allerflest gange. Den film for øjnene er som det filter virkeligheden ses igennem. Isbjergenes. Alt nedenunder, flyve ovenover. Havets fugle, sejle på afbrækkede isflager i det kolde vand. Vinterbadeklubben om morgenen og kolde chok skriger stilhed skærer stykker af dig som den der er. Du drukner ikke. Du går i andre gader og han går langs murene i sne ingen andre har trådt i sne som stadig er hvidt og blødt og lige til lægge sig på et hvidt lagen på en seng et hvidt dynebetræk på dynen og en pude at lægge sit hoved på en pude at synke sine ord helt tilbage i sig selv på.

Februar

Man spørger mig hvordan jeg er blevet den jeg er og jeg har tænkt mig at svare. En gud forelskede sig i en kvinde og en dag så guden kvinden sejle i en kano på floden med en smuk ung mand kvinden og manden sejlede i kanoen ned ad floden som gled langsomt af sted guden blev misundelig og vred og han skabte vandfaldene manden og kvinden nærmede sig uvidende om faldet. Manden og kvinden i kanoen faldt og faldt som vand.

Marts

Der er to brødre og to søstre og en mor og en far og det er blevet marts.
De to brødre har flere brødre og flere søstre og flere mødre og flere fædre og de to søstre har flere søstre og flere brødre og flere mødre og flere fædre og moren har flere sønner og flere døtre og flere brødre og flere søstre og flere mødre og flere fædre og faren har flere sønner og flere døtre og flere brødre og flere søstre og flere mødre og flere fædre og marts kommer efter februar og efter marts kommer april, sådan er man vant til det.

Udenfor faldt og det bliver forår det er blevet forår det vil blive forår. Udenfor hælder. Står ikke fast. Indenfor falder timerne i lange rækker af brud. Indenfor og udenfor folder sig sammen om en familie falder sammen for at blive stående.

De har travlt med hver deres. De er her. I et hvidt hus med en lyseblå trædør. De skærer løg og svitser dem på panden i olie. Vandet i gryden på komfuret koger de skubber til låget de skruer ned og flammen bliver mindre de spiser spagetti de samler tallerknerne sammen bestikket i dag tager de opvasken gryderne er fedtede og sodede udenpå de tørrer køkkenbordet af spisebordet med en fugtig klud. De finder deres bøger frem. De har snakket så meget. De ryger cigaretter. De går langs stranden og samler sten og slebet glas der er blødt og grønt som græs og de ligger i græsset og de ligger på gulvet og stirrer op i loftet og de ser på sig selv i spejle og vinduesruder de falder og falder som vand de er ens og de er dråber der er blå og lilla og rød og de svømmer under isen der er smeltet de løber henover vandet og ser film og de fryser de drikker af krystalglas og blikkrus og de hælder vand i hundes vandskål som hunden drikker hurtigt og begærligt og de kaster pinde som hunden henter og kommer tilbage med og de kaster pinde som hunden ikke kan finde og de kaster pinde som er for tunge at kaste og pinde som bliver ført bort af vinden. Og de er her som dele deltagende det længste er forbi i værelser i huse i vandfald.



Dea Sofie Kudsk (f. 1990) skriver kortprosa og digte, nogle gange kombineret med tegning. For tiden bosat i Aarhus, hvor hun studerer idéhistorie.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz