7 android 4.1 surfplatta kamagra jelly prenatal piller hjälpa dig bli gravid
Vendinger
18834
post-template-default,single,single-post,postid-18834,single-format-standard,_masterslider,_ms_version_2.9.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-content-sidebar-responsive,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.12,vc_responsive,responsive-menu-slide-left

Vendinger

Vendinger

Af Signe Gry Nielsen

Sproget følger stressen i brudte rækker af tanker og følelser i Maja Lee Langvads Dage med galopperende hjertebanken. Der er både smuk simplicitet, stresset skrivekløe og uoverskuelig, svimlende forelskelse i bogen, som er opstået ud af behovet for en mental og litterær detox efter HUN ER VRED.

Maja Lee Langvads forrige bog, HUN ER VRED, muterede til en ondartet gevækst, den omtales nu i Dage med galopperende hjertebanken som en parasit, og man forstår, at den har suget energien ud af forfatteren. Den har måske også næsten formået at suge forfatteren ud af forfatteren. Hun er blevet et ansigt, der skal repræsentere en position i en debat; en administrator af en foredragsvirksomhed; en forkæmper i et aktivistisk miljø, som hun har mistet lysten til at være del af. Og det har gjort hende syg med stress. I Dage med galopperende hjertebanken skriver Maja Lee Langvad intensivt over en periode på 5 uger i et forsøg på at overskride de gamle positioner, som fæstnede sig under og efter tilblivelsen af HUN ER VRED.

Bogen består af kortere prosastykker, nogle gange helt korte lyriske eller aforistiske sætninger, andre gange længere sekvenser. Selvom nogle passager har essayistisk præg, er det brev- og dagbogsformen, der spiller de største roller: to genrer, der begge har den uredigerede verdensoplevelse som del af deres forudsætning. Dage med galopperende hjertebanken undersøger nogle andre, mere indadrettede affekter end forgængeren, men er endnu et nærstudie af personligt materiale. Man læser sig gennem adskillelige vendinger: en vending i forfatterskabet, en venden sig indad, væk fra verden, men afgørende nok også en henvendelse. Den er et forsøg på at nå et du, som i en spændingsfyldt dialektik virker så specifikt, som kun du kan være, og samtidig bliver så udvisket og generelt, at læseren må medregnes i tiltalen. Du både er og er ikke det idealiserede kærlighedsobjekt, og du både er og er ikke læseroffentligheden (som forfatteren har et anstrengt forhold til).

Henvendelsen er både afgørende som figur og tema, og bogen cirkler om den paradoksale nødvendighed af at vende sig ind mod sig selv for overhovedet at være i stand til at henvende sig til andre. Den svenske digter Göran Sonnevi citeres i en passage: ”Jäg vänder mig inåt, till mig själv, till mitt inre, för att kunna nå ut till de andra. För att dikten ska kunna nå ut till de andra.” Og senere Langvad selv: ”Du skal ikke tage det personligt at jeg har vendt mig mod skriften i stedet for mod dig. Ensomheden er ikke et valg men en forudsætning for at nå dig.”. Den vekselvirkende bevægelse, hvor indad og udad bliver hinandens forudsætninger, har et næsten romantisk præg. Jeg kommer til at tænke på den ærkeromantiske Beethoven-lied An die ferne Geliebte, for præcis som Beethovens sanger vil synge sig længere ind i sangen for at nå den elskede, skriver Langvad sig i en lignende manøvre længere ind i skriften. I samme romantiske ånd finder man sødmefyldt ironiske beskrivelser af, hvordan den elskede træder frem i en spæd hæk og en vraltende and. Sporene af romantisk naturdigtning er der nok ikke mange, der havde set komme fra Maja Lee Langvads hånd, og i den traditionelle sammenligningsfigur mellem et naturfænomen og en fjern elsket, havde man nok heller ikke set den vraltende and komme.

Udover henvendelsen til det fjerne du optræder der også dét, man i mangel af bedre kunne kalde for selvhenvendelse i dagbogslignende passager. Her kommer stressen til syne som en bølge af indtryk og akutte tanker, der skyller ind over forfatteren. Der er en række tilsyneladende uredigerede tankestrømme, som virker impulsive og til tider lidt vilkårlige: ”Thomas Tranströmer er død, det er på tide jeg læser nogle af hans digte” og hverken før eller siden et ord om ham. Og: ”Min mor har ringet, jeg må ringe tilbage senere, lige nu skriver jeg”. Den akut opståede tanke får med andre ord en del plads og man befinder sig derfor i en anderledes løsere komposition end de foregående, mere konceptuelle værker. Til tider resulterer det i at teksten virker ujævn. Men den adspredte skrift fungerer samtidig som spejlingsfigur: en sproglig og kompositorisk påpegning af, hvordan stress påvirker et menneske. Det er impulsbombardementer og en manglende evne til at skelne de vigtige ting fra de mindre vigtige; det er ubeslutsomhed, at sidde fast og bevæge sig for hurtigt på samme tid. Det er når alt melder sig, samtidigt.

Til selvhenvendelsen hører også bogens skrifttematik, som ofte ledsages af citater af forfatterkollegaer, bl.a. Suzanne Brøgger, Marguerite Duras og Mara Lee. Når det fungerer bedst, er de elegant flettet ind i Langvads egen skrift som i en dialog. Når det fungerer dårligst, får de (ligesom Langvads egne skriftaforismer) et præg af løsrevne, evergreen statements om, hvad skrivegerningen er for en størrelse. Selvom citaterne i og for sig er kloge ord, synes jeg, de virker mest relevante de steder, hvor de bliver direkte involveret i teksten – som her:

 

”At skrive må have konsekvenser for den, der skriver.

*

At skrive er en måde at holde alt andet ude af sit liv.

*

At skrive er at tale med sig selv.

*

’At skrive er også ikke at tale. Det er at være tavs. Det er at skrige lydløst.’ (Marguerite Duras)”

 

Dage med galopperende hjertebanken er en meget selvrefleksiv bog. Den er en tekst om sin egen tilblivelse, opstået som den er ud af forfatterens eget insisterende behov. På grund af den stærkt og stædigt opsatte ramme om bogen kommer den mest af alt til at stå som dokumentation for et forfatterskab under forandring og for en rå skriftproces, der er født ud af et uafviseligt personligt behov for at handle gennem skriften. Den er på trods af ujævnhederne på mange måder fascinerende og beundringsværdig i det lys. Den er kompromisløs i sit forhold til sin uperfekthed og sin indre nødvendighed. Der er en vild hårdførhed i måden bogen er blevet til på – som en overraskelsesmanøvre i noget, der for forfatteren lignede et meget lille mulighedsrum. Det er hermed udvidet.

Kommentera

Bli först med att kommentera

Meddela mig vid

wpDiscuz